Æblehaven
Spire
projekt

Den perfekte bastard mellem parcelhuse og bofællesskab
interesseret
Stem på projektet

Den perfekte bastard mellem parcelhuse og bofællesskab

I byen og tæt på skoven i Odder drømmer jeg om at skabe “Æblehaven” – et villafællesskab med 4-5 gode villaer. Hver villa har sit eget hus på egen grund, og vi deler skønne faciliteter som en stor græsplæne med fodboldmål, trampoliner, en opvokset have med huler, et orangeri, et shelter, et bålsted, en fælles terrasse, måske en sauna og et vildmarksbad – og meget mere.
Målet er at skabe et sted, hvor alle får mere ved at dele med hinanden. Et sted, hvor vi laver mad til hinanden, spiser sammen og i det hele taget får et bedre liv, fordi vi har hinanden.

Privatliv og fællesskab

Hvert hus har sit eget privatliv med have, terrasse og andre faciliteter. Vi deler det, vi vælger at dele med hinanden. Rent juridisk ejer vi hver især vores egen matrikel, men vi vælger fællesskabet til i det omfang, vi har lyst til. Planløsningerne kan være fleksible og tilpasses jeres behov afhængigt af, hvor I er i livet, og om I ønsker lidt eller meget plads samt et- eller to-etagers boliger. Der er mulighed for at bygge både enkelt- og dobbelthuse på 110-160 m². I kan vælge at følge de eksisterende tegninger eller bygge efter egne ønsker. Priser fra 2,5 mio. kr.

Fællesskabet – lad os dele, så alle har mere

Vi kan skabe fællesskab omkring mad, aktiviteter, hjælp, venskaber, bålaftener, spil, strikkeopskrifter, børnepasning, projekter i værkstedet og meget mere. Samtidig har verden ikke brug for flere trillebøre, der spilder 99,9 % af deres liv i et skur, eller græsslåmaskiner, der kun bruges af én husstand. Mange ting kan deles, og listen over genstande, der gør livet lidt bedre, er lang. Så lad os dele dem – så får vi alle mere.

Det, vi deler (hvis I har lyst)
Fællesmad 2-4 dage om ugen
En stor, fælles have med huler
Græsslåmaskiner
Haveredskaber
Værksted
Fodboldmål
Trampoliner
Shelter og bålsted
Et stort, dejligt orangeri

I Odder – lige ved skoven

Æblehaven ligger på en cirka 3000 m² naturskøn grund, der er unikt placeret lige ud til mark og skov. Alligevel er der kun få minutter på cykel til centrum, indkøb og letbanen. Med bil er der 10 minutter til stranden, 18 minutter til motorvejen og 24 minutter til Aarhus C. Der er fem supermarkeder og seks skoler og institutioner inden for to kilometer. Odder er desuden en “rigtig” by med gågade, lokalliv, et væld af sports- og fritidsaktiviteter, caféer, restauranter og en biograf.

Kontakt

Jeg hedder Daniel Baun, er 40 år gammel og har tre skønne drenge på 9, 11 og 13, som bor hos mig hver anden uge. Jeg er nysgerrig, åben og interesseret i at finde ud af, hvordan man får det bedste frem i og ud af projekter, sager og mennesker. Jeg har arbejdet med HR og ledelse de sidste mange år og har min egen virksomhed. (Og så ville jeg synes, at det kunne være SÅ hyggeligt med en delehund)

Download salgspræsentation (pdf)
Email: dhbaun@gmail.com
Tlf.: 21 77 13 95